Hera from Menneskeløv by Bjarke Valentin

Og når jeg går hjemad, ad stien du sendte mig hid,
så ved jeg at holde din evige ensomhed.

Jeg drømte om natten at solen var delt, var delt i to skiver på himlen.
Et alter der rejses, vi flokkes. Er du gået den vej for mig?

Lyset der skriger: min kæreste løb! Har du husket at bede om flere?
De holder i fyret en skrækkelig fest - blinker en morsende kode.

Han tager i rælingen, binder et reb i håret der tæmmes af vinden.
Sig mig, oh Hera, om lykken står bi i dybet jeg skuer hernede?

Af solrige morgener, luftfyldte vidder, dugvåde kinder og sansende fingre.
Et hjerte i sandet og vandet i munden, der føres fra en til en anden.
Blomstrende rækker af krøllet papir, kartoner med vin og med mælk.
Det hele er samlet i tråde, det hele er samlet i folder, det hele er samlet i hjertet.

Sit reb lod han flyde og klæderne krøb. Langsomt af kroppen bevæger.
Mundinger åbner og lukker. Det salte flød ind i det salte.

Med øjnene så han at vandlinjen trak to felter af lige stort mørke.
Kun afbrudt af fyrets pulserende lys og hjemskibets fortløbne sider.

Og når jeg går hjemad af stien du sendte mig hid,
så ved jeg at holde din evige ensomhed.

• Acoustic
• Experimental
• classical
• organ
• singer-songwriter
• singing
• Copenhagen